Want create site? Find Free WordPress Themes and plugins.

Ledelseskvalitet
Ingen temadage, værdiprocesser, konsulentstøtte eller konfliktløsning kan erstatte god ledelse.
Det er det vigtigste fokus i en organisation, og stiller derfor store krav til den enkelte leder.
God ledelse sikrer udvikling af virksomhedens kerneopgaver, medarbejderes trivsel og bæredygtig økonomi. Konkrete færdigheder, faglige kvalifikationer og især personlige kompetencer er essentielle i denne sammenhæng.

Ledelse er samskabelse
Vi foretrækker at kalde disse processer ledelsesudvikling frem for lederudvikling og stiller derfor spørgsmålet: “Hvordan kan ledere og medarbejdere blive bedre til at koordinere deres handlinger i organisationen?”
Svaret opnås gennem fælles refleksion og dialog om hverdagens konkrete begivenheder og handlinger.

Din ledelsesforståelse styrer dit fokus
Der er formentlig lige så mange forståelser af, hvad ledelse er, som der er fagfolk, der har forsøgt at definere det. De to fremherskende opfattelser er:

  • Ledelse forstået som en person
    Ifølge denne opfattelse handler ledelse om at finde mennesker med de rigtige personlighedstræk, og ledelse er det, disse personer gør.
  • Ledelse forstået som en position
    Er formentligt den mest almindelige opfattelse, og handler om ledelse som en rolle tillagt en række beføjelser til at løse bestemte opgaver.

Imidlertid er moderne organisationer udviklet i kompleksitet, så disse to forståelser ikke længere er tilstrækkelige. Medarbejdere er i dag mere selvledende, og mange beslutninger træffes af den daglige ledelse i tværgående samarbejder, hvor der måske hverken er tilknyttet egentlige ledelsesbeføjelser eller personaleansvar. Yderligere kan samarbejdet ofte omhandle interessenter, der reelt er uden for organisationen.

Fælles retning
På denne baggrund kan man benytte sig af en ledelsesforståelse, der handler om at udvikle fælles retning, koordinering og tilslutning, som beskrevet af både Drath og Trillingsgård. Det centrale fokus er på udvikling af fællesskaber, der inkluderer alle parter, som har indflydelse på løsning af organisationens ledelsesmæssige opgaver – ikke kun formelle ledere.

Forstået på denne måde er ledelse noget en gruppe mennesker producerer sammen. Formelle ledere har ansvar for at der bliver produceret, men det er først, når der er etableret en fælles retning, en koordinering og en tilslutning til dette, at man kan tale om effektiv ledelse.
Fordelen ved dette er at undgå den almindelige modstilling mellem formel og uformel ledelse og samtidig integrere organisationens hårde mål med de bløde mål omkring trivsel og engagement.

Ledelse er kulturudvikling

Kulturen i organisationen er afgørende for et succesfuldt udkomme. Kultur er den forståelsesramme, hvorigennem hændelser opfattes og vurderes. Det kan her være nyttigt at spørge:

“Hvilken kultur har vi brug for i forhold til fællesskab, dialog og konfliktløsning?” “Hvilke dialogprocesser skal udvikles for at etablere en venlig og beskyttende kultur – som gælder alle – også i krisetider?”

Ofte er der på arbejdspladser en individualiseret forforståelse af arbejdslivet som uafhængigt af fælleskabet eller arbejdspladskulturen. Hvis man gerne vil opbygge et stærkt fællesskab, må den enkelte i organisationen se sig selv som medskaber af det fællesskab, der understøtter og bærer fremad.

Hvordan ledelse gennemføres har afgørende betydning for, hvilken kultur, der kan skabes i organisationen. Undersøgelser viser at på arbejdspladser, hvor der er mobning, er medarbejderne ofte utilfredse med ledelseskvaliteten. For at forebygge negative sociale relationer på arbejdspladsen er det nødvendigt at rette fokus på lederens rolle i udvikling af en konstruktiv arbejdspladskultur. Dette handler om kulturledelse. Lederen er kulturchef og rollemodel, og er ledende på udviklingen af konstruktive måder at samskabe og løse problemer på.
Som leder er en dine vigtigste funktioner at påvirke, styrke eller udvikle kulturen på arbejdspladsen.

Ledelse er også personlig udvikling

Undersøgelser foretaget af blandt andre Chade-Meng Tan fra Google i samarbejde med Daniel Goleman viser, at der er en tydelig sammenhæng mellem en effektiv organisation, god ledelseskvalitet og emotionel intelligens. At lede og samarbejde tæt sammen med andre mennesker er noget, der konstant udfordrer vores relationskompetence. Empati er ikke nødvendigvis en naturlig ting, men noget der skal trænes igennem hele livet. Til dette indre arbejde kan det være godt at have et fortroligt rum, til fornuftig sparring på holdninger og tanker i forhold til dig selv, dine relationer – dit lederskab og følgeskab.

Projektledelse
Som projektleder står man ofte mærkbart alene.
Borgere, brugere, medarbejdere, frivillige, chef, direktion og donorer vil alle gerne have et godt og kvalificeret resultat, og ofte er ressourcerne – timer, medarbejdere og økonomi – sparsomt prioriteret.
Projektlederens leder er ofte selv administrativt ophængt, og har ikke ressourcer til at støtte i nødvendigt omfang. Da arbejdet er meget selvstændigt, er det ikke udsædvanligt at projektlederen oplever sig alene med de problematikker, der naturligt kommer i forhold til at løfte opgaven. Der er ganske enkelt et behov for kvalificeret sparring, som det kan være vanskeligt at få tilgodeset – og som kan være afgørende for projektets succes.

Lederteam
Man kan ikke lave strategi, koordinering og skabe fremdrift alene. Derfor er lederen afhængig både af formelle ledergrupper og lederteams forskellige steder i organisationen for at kunne skabe fælles retning, koordinering og commitment. Ved at se opgaven som det at skabe fælles kurs, bliver ledelsesteams i højere grad et team og i mindre grad en gruppe af repræsentanter.

Fem kendetegn for et velfungerende team: Umiddelbar tillid, produktiv forskellighed, opløftende samspil, markant lederskab og styrende ambition. Gruppe coaching eller supervision kan være et godt redskab til dette udviklingsarbejde.

Topledelse
Som topleder kan man opleve sig som værende en del af en beslutningsmaskine, der for at drive organisationen videre på den mest hensigtsmæssige måde, må tage den ene vigtige beslutning efter den anden. Det kan til tider gå så stærkt, og informationsmængden kan være så overvældende, at der ikke er tid til refleksion og udvikling af nyskabende visioner for virksomheden. Endvidere kan det være at ledelsesfeltets relationelle og magtbaserede karakter er af en sådan beskaffenhed, at det opleves som en nødvendighed at finde et fortroligt rum – en ”safe zone”. Her kan man frit og uforpligtende arbejde med sine tanker, følelser, holdninger og visioner, så de kan udvikles med omhu og perspektiv – inden de eventuelt føres ud i livet.

INFO

Susi Trolle

T: +45 5091 4051

E: susi.trolle@gmail.com

 

Keld Kunze

T: +45 2076 0880

E: keld@kunze.dk

DATA

Trolle og Kunze I/S

CVRnr 34 36 50 83

 

BANK

Nordea

Reg. nr. 2275

Kontonr. 0724 804 861

Klinikadresse

Vordingborggade 89

2100 København Ø

Did you find apk for android? You can find new Free Android Games and apps.
Trolle og Kunze
Send
Send